Lidt Historie om badet

De hambroske bade

Bystyret fik i 1850 meddelse om at Baron Carl J Hambro i London havde besluttet at skænke en sum til indretning af "Bade- og Vaskehuse for de fattige klasser i sin fødeby". Grundet vanskelligheder med at finde en egnet grund blev det første badehus først realiseret i 1865. 

Det bygges mellem Hindegade og Fredericiagade langs Borgergade. Efter erfaringer fra udlandet med indgangen for mænd og kvinder placeret længst muligt fra hinanden.

Det andet af de Hambroske bade blev anlagt i Pilestræde i 1877. Grundet økonomiske vanskeligheder overtog kommunen de to bade i 1904, og begge bade blev nedrevet i begyndelsen af forrige århundrede.

De erfaringer man gjorde sig ved de Hambroske bade lå til grund for opførelsen af Badeanstalterne i Saxogade og Sofiegade.  

Saxo- & Sofiegade

Brusebadeanstalterne i Saxogade (1904) og Sofiegade (1909) er oprindeligt opbygget over en næsten identisk grundplan med 14 brusekabiner for mænd og 6 brusekabinder for kvinder. Sofiegades bad var dog lidt mere rummeligt både hvad venterum, boilerrum og personalerum angik. 

Sofiegade havde derudover to kabiner med badekar. Dertil var der også en badeanstalt i Helsingørgade, hvor mande- og kvindebadet lå på hver sin etage.  

Sofiegades badeanstalt er den eneste bevarede af de 3 næsten samtidige badeanstalter. 

Fredningen af Sofiegade

Sofiegades Bad blev lukket i julen 1997. Der opstod hurtigt et ønske blandt christianshavnere om at genåbne det smukke hus. Huset blev efter ansøgning fra den nedsatte Badehusgruppe fredet i januar 2000 på grund af sit enestående interiør.

Foreningen Sofiebadet blev grundlagt og fik varig lejekontrakt med Københavns Ejendomme. 

Med støtte fra Københavns Kommune og mange større og mindre fonde er det lykkedes foreningen at genåbne huset med badning, bevægelse, work- shops, koncerter, udstillinger og i 2010 et nyrenoveret badehus med Tyrkisk hamam i den gamle varmecentral.